Sådan vænner du hvalpen til halsbånd, sele og snor

Sådan vænner du hvalpen til halsbånd, sele og line


Som du måske husker fra modul 1, så er en af de ting, vi ofte gør fejl, at vi lader hvalpen opleve for meget på egen hånd. At den finder ud af, at vi ikke behøves. For at undgå det, men i stedet knytte bånd til hvalpen ved at være med på udflugter, store som små og ved at være den, der viser sjove ting, så er det vigtigt, at du kan sætte halsbånd, sele og snor på din hvalp - uden problemer, men tværtimod med iver og glæde fra hvalpens side. Jeg sætter altid både halsbånd og sele på hvalpen, så den vænner sig til begge dele, for når hvalpen bliver ældre, så går jeg fra sele til halsbånd - og begge dele skal være dejligt for den.


Men det er ikke en naturlighed for hvalpen, at den skal ha’ de her ting på, og derfor er det vigtigt, at du allerede fra første dag, hvalpen kommer hjem til dig, hjælper den til at synes, det er forbundet med sjov og glæde. 


Tænk over kropssproget og ha’ lækkerier parat!

Når du er sammen med din hvalp, skal du altid tænke over dit kropssprog, og især i de første dage, hvor din hvalp jo endnu ikke kender dig. Husk på, at du ikke skal gå direkte mod hunden og ikke bukke dig ned over den eller forsøge at holde den fast.


Sæt dig istedet på gulvet i nærheden af hvalpen, og ha’ halsbånd og sele parat. Ha’ dejlige godbidder i hånden, jeg har altid kogt kold kylling i køleskabet, når jeg har en hvalp. Lad hvalpen komme til dig - den kan sikkert dufte kyllingen. Kæl lidt og gi’ lidt godbidder, mens du venter på, at hvalpen vender i samme retning som du. Sæt nu selen over hovedet på hvalpen. Gi’ med det samme kylling og ros dæmpet og glad. Bliv ved at gi’ små stykker kylling og sæt også halsbåndet på, gerne et klik et, så du her de første gange ikke skal fumle med et mere indviklet spænde. 


Lad hvalpen bevæge sig lidt med det på, og ta’ det så af igen, på fuldkommen samme måde. Sørg for, at der hele tider er lækre ting involveret i det her, for hvalpe forbinder det, der sker, med de følelser, de har. Og kylling giver typisk en glad følelse hos en lille hvalp :)


Næste gang, du sætter sele og halsbånd på - enten senere på dagen eller næste dag, kan du udvide med at sætte snoren på. På samme måde som med sele og halsbånd, så skal du sørge for, at være i niveau og vende samme retning som hvalpen, når du sætter snoren fast og sørge for, at “det smager godt”. Gå nu en lille tur efter hvalpen. Dvs du skal ikke gå foran hvalpen nødvendigvis, men ved siden af hvalpen og lad den bestemme, hvor I går hen. Den skal bare vænne sig til, at snoren er der, men den skal ikke trækkes i eller på anden vis opleve det ubehageligt. 


Gentag ofte, start med korte sessioner og forlæng stille og roligt tiden, hvor hvalpen går med både halsbånd, sele og snor. Det skal være både naturligt og dejligt for den. 

Complete and Continue  
Discussion

0 comments