Hvor meget skal hvalpen sove?

Hvor meget skal hvalpen sove?


Hvalpe bruger nemt lige så meget tid på at sove som på at undersøge, lege og hygge i løbet af dagen. Og det er vigtigt, at den får lov til det, for det er her, den processer alt det, der er sket.


Hvad er normalt

I løbet af døgnet sover en hvalp typisk 16-18 timer i den første tid. Efter de første 14 dage bliver behovet for søvn dog mindre, så du når næppe at lave en rutine, før den skal ændres.


En hvalp kan sagtens sove både 14 timer i døgnet og 18 timer i døgnet og stadig være normal - hvalpe er forskellige og det er i øvrigt også forskelligt, hvad de oplever. Jo mere de oplever, jo mere tid bruger de på at sove og “processe”. På samme måde er det også forskelligt, om de selv lægger sig (eller måske snarere falder om!), eller om de skal ha’ hjælp til at falde til ro. Fuldkommen ligesom med børn kan hvalpen blive overtræt og have svært ved selv at falde til ro og falde i søvn. 


Hvor

I begyndelsen vil hvalpen sandsynligvis bare falde om, når den er træt. Når det sker hos mig, så lægger jeg hvalpen ind i dens hule, dvs buret. Her har den fred og ro, og eftersom det sker hver gang, den er træt, så bliver det en vane, og efter en uges tid eller to, søger den af sig selv hen i buret, når den skal sove.


For det er vigtigt, at hvalpen altid har mulighed for at falde til ro, og har et godt sted, hvor den kan søge hen og slappe af. Derfor er det godt, hvis buret står i et hjørne, og gerne med et tæppe over, så det bliver en hule, som hvalpen kan gå ind i. Når hvalpen er der, så er det afgørende vigtigt, at hvalpen får ro. Ikke sådan at forstå, at der skal være stille omkring den. Men den skal ikke kæles eller forsøges vækket. Lav en klar aftale om det, fx hvis der er børn i huset, eller hvis der kommer gæster. 


Det er blevet forholdsvis almindeligt at ta’ hvalpen med på job. Hvis du er så heldig, at det kan lade sig gøre for jer, så husk, at også her skal hvalpen ha’ mulighed for at trække sig væk fra alt moløret og sove uden at blive forstyrret. OG den skal iøvrigt også stimuleres og ha’ mulighed for at lege og undersøge, ganske som var den hjemme! Derfor er det ikke ualmindeligt, at hvalpen først kan komme med på arbejde, når den er fyldt et år.


Det er en lille indsats, der skal gøres, for at hvalpen får et godt forhold til buret, at den får et roligt og trygt sted at sove, og at du dermed har et godt sted til hvalpen, fx hvis du skal i bad eller andet. Er det naturligt for os, bliver det det også for hvalpen. Og lad ikke noget så tåbeligt, som at det kaldes et bur, få dig til ikke at bruge det, der er det bedste - både for dig og for hvalpen.


Complete and Continue  
Discussion

15 comments