Forstå samspillet mellem hvalpe og børn

Forstå samspillet mellem hvalpe og børn

Det er ikke nok, at du forstår din hvalp, i hvert fald ikke hvis du har børn eller der er børn i familien, der ind imellem er sammen med hvalpen. Er det tilfældet, så er det afgørende vigtigt, at også de forstår hvalpen - og endnu vigtigere, at du, som den eneste voksne i den forbindelse, forstår hvordan du tackler netop samspillet mellem hvalpen og børnene, så det ender i fred og harmoni og ikke i angst, smerte og - i værste fald - adskillelse. 


Hvalpe og børn

Som nævnt i afsnittet omkring kropssprog, så er din fornemste opgave i forhold til din hvalp, at du holder den sikker fra det, der gør den utryg - også selvom det er din egne børn. Jeg håber, at det giver sig selv, at når hvalpen sover, så skal den ha’ fred og ro. På samme vis, når den trækker væk, fx i sit bur, så er det et klart signal til alle, også børnene i huset, at den skal ha’ lov at være i fred.

Med helt små børn i huset, altså under 1-2 år, så handler det om, at undgå at der sker noget træls. Hverken barn eller hvalp forstår noget som helst af, hvad de gør med hinanden, så her skal altid være en voksen til at aflede og gå imellem.

Hvis hvalpen er nysgerrig på barnet, så lad den snuse og evt slikke lidt og ros dæmpet, så hvalpen ikke køre op. Vær MEGET opmærksom på, at der ikke kommer tænder eller ivrige poter i "kysset", kun når hvalpen er rolig, må den være ved barnet. Ellers holdes den væk med så lidt opmærksomhed på den som muligt.

Hvis barnet er nysgerig på hvalpen, så lad barnet røre og kæle, men vær meget opmærksom på, at der ikke bli'r hevet i pels og prikket i øjne... Ros også hvalpen, når barnet rører.

Mange hvalpe, der har oplevet barnet fra den var en immobil baby, bli'r forskrækket, når barnet begynder at kravle og stolpe rundt. Det er vigtigt, at hvalpen/hunden altid får lov at gå væk fra barnet.

Små børn, der spiser selv er altid et hit for hvalpe. Stop hvalpen i at hoppe op og ta' fra barnets hænder, men accepter (hvis du kan), at hvalpen snupper det, der falder på gulvet (hvis det er ok for hvalpen at spise). Det kan udløse et ubrudeligt venskab de to imellem, og du slipper for at rydde så meget væk fra gulvet bagefter ;)

I denne tid, uanset hvor søde begge parter er: du som voksen skal altid være til stede.

Er der større børn i familien, er det vigtigt, at de også får et godt forhold til hvalpen, og at børnene ved, hvordan de kan træne med den. Vær sikker på, at dine børn forstår evt øvelser, du tænker, at de kan lave. Det er vigtigt at barnet kan udføre øvelsen, uden at nogen af parterne bliver frustreret. Ellers er det bedre, hvis børnene i stedet leger fx gemmeleg ved at gemme godbidder rundt omkring, som hvalpen efterfølgende skal finde ved at snuse sig frem, eller at de træner meget simple øvelser, som fx sit eller gi' pote.



Lær især dine børn, at de skal være høflige i deres omgang med hvalpen. Med høflig mener jeg, at børnene skal have og udvise respekt for hvalpen. De skal være bevidste om, at hvalpen ikke er et legetøj, men et levende væsen. Det er ikke et tøjdyr, men et dyr med lyst til leg, brug for læring og endda et barn - ganske som dem. Og det betyder, at den gerne vil lege og det kan der komme noget smukt ud af. Men der kan sørme også nemt komme problemer, især i begyndelsen, hvis du ikke er godt forebredt på den opgave, som venter forude.


For barnets skyld

Hvalpe leger for at lære og de elsker at lege. Hvis din hvalp var blevet hos dens søskende, så havde de leget og sovet og udforsket sammen. Nu har din hvalp fået en ny familie, som også har “hvalpe” og hundehvalpen vil i høj grad søge de andre ”menneskehvalpe”. Tænk over det. Børns kropssprog signaleret typisk ”hvalp”, fx med lidt pludselige bevægelser og mere ”sving” i gangen end vi voksen. Så når hvalpen opsøger børnene og vil lege med dem, så handler det om at genkende en anden hvalp, ikke om dominans eller andet. Og din hundehvalp vil helt sikkert forsøge at lege med dine børn, ligesom den ville lege med sine søskende: Den ville bruge tænder og poter, ja hele kroppen, for sådan leger en hvalp. Udfordringen er bare, at hvalpe har sylespidse tænder, og hvor andre hvalpe er ret tykhudede, så er vi mennesker udstyret med en meget fin og tynd hud - slet ikke egnet til hvalpetænder, og hvalpebid.


Hvalpen bider ikke kun i børnene, men også i voksne og i øvrigt i meget af det, den møder på sin vej, for det er sådan den lærer. Hvordan du undgår, at det bli’r for meget, kommer vi ind på senere, for i modulet her vil jeg fokuserer på, hvad børnene selv kan gøre, når hvalpen vil lege. 


Hvalpe opfatter ethvert løb som optakt til leg. Og børn kan næsten ikke gå, vel - alt må gerne foregå i løb! Og det betyder altså, at hvalpen ofte vil løbe med barnet og det i sig selv kan være både hyggeligt og sjovt for begge parter. Men når farten sænkes, vil hvalpen måske forsøge at udvide legen ved lige at bide i ben og fødder. Inden det sker, vil det være godt, hvis barnet kan give hvalpen noget andet at bide i, fx et legetøj. Barnet kan trille legetøjet, så hvalpen får mulighed for at fortsætte løbet og hente legetøjet, og dermed går barnets fødder og ben fri for bid og ballade. 


Børn kan også godt li’ at kaste bolde og få hvalpen til at aflevere. Det kan være en rigtig go’ leg, som er forholdsvis ufarlig. Men vær opmærksom på, at nogle hvalpe bliver helt maniske af at hente bolde, og kan ha’ meget svært ved at falde til ro igen. Hvis din hvalp er sådan, så vil jeg ikke anbefale, at du leger netop den leg med din hvalp, da det kan stresse den.


Også når barnet leger stille og roligt, kan hvalpen forsøge at starte en leg på dens præmisser. Når hvalpen bukker sig ned med forbenene, er det som optakt til leg. Sker det, og børnene ikke er indstillet på at lege, så vil det være smart at aflede hvalpen, fx ved at give den et aktivitetslegetøj, fx en frossen kong med fyld. Alternativt kan barnet sætte hvalpen udenfor, og enten lukke døren eller sikkerhedsgitteret, hvis I har installeret sådan et. Det kan være en go’ ting at have i de rum, hvor der skal kunne lukkes af for hvalpen, men hvor det er smart, at der stadig er kontakt til resten af huset. Jeg har det fx i mit kontor, hvor døren altid er åben, men hvor min hvalp både kan blive lukket inde eller ude, alt afhængigt af hvad der er mest praktisk. 


Før jeg går videre vil jeg gerne pointere, at en hvalp, der løber efter børn, når de løber, og bider i ben og tæer for at lege, og en hvalp, der bider i hænder, og hvad den ellers kan komme i nærheden af for at starte en leg, IKKE er aggressiv. Den angriber ikke. Den bliver ikke besat. Heller ikke selvom det gør ondt på os. 



Den leger bare.


For hvalpens skyld

Det er vigtigt, at børn forstår hvalpen, både når den vil lege med dem, men også når de vil lege med den. Og det betyder også, at de skal lære om hvalpens kropssprog, og hvordan de bedst omgås hvalpen og andre hunde, så de ikke kommer til at gøre den bange eller måske endda fortræd.


Forklar dit barn, at hvalpen har sit eget sprog og lær barnet at tale “hundsk”, evt ved at købe en bamse, inden hvalpen kommer, og lad barnet øve sig på den; Ud fra barnets behandling af bamsen kan I tale om, fx hvordan man kæler med en hvalp, at man ikke hiver den i håret mv. Lær også dit barn, at man ikke går direkte hen imod en hvalp, at man ikke holder fast om den, dvs ikke krammer/gi'r en knuser, at man ikke bukker sig ind over den, eller række ud efter den ovenfra. Det er let truende for hvalpen og direkte ubehageligt. Det gælder også for andre hunde end husets egen, at man bør undlade at gå direkte og helt hen til en hund, men i stedet bevæge sig i en bue og sætte sig lidt fra og lade hunden komme den sidste meter hen til sig - det kan redde både barn og hunde for meget smerte.


Betyder det her, at hunde ikke kan komme til at finde sig i, at den får en krammer? Jo da. Mange hvalpe lærer, hvad ejeren synes om, og nogle kommer endda til at opsøge det. Men det er bare ikke sådan det starter, og det er også vigtigt for dig som voksen at vide, at ikke alle hunde kommer til at synes om det - og så er det altså vigtigt, at du husker, at du er den ansvarlige, både for dine børn og din hund. 


Derudover skal du lære dit barn, at man ikke leger med hvalpen, hvis ikke det er på dens betingelser… Dvs man driller ikke hvalpen ved at holde noget foran den, som den ikke må få, hverken legetøj eller mad, og man leger ikke med hvalpen som om den var et legetøj. Synes du, det giver sig selv? Måske. Synes du, at det er for stort et hensyn at tage til hvalpen? Afgjort ikke. Man skal ikke undervurdere, at en hund kan finde sig i meget, til den ikke kan finde sig i mere, og hvis du ikke direkte ser efter det, så er der stor risiko for, at du overser de små tegn på, at din hvalp/hund ikke trives. 


Se denne film (prøv at se bort fra, at talen er overspillet og den dramatiske musik, jeg håber ikke at det overdøver budskabet) for at se hund og barn sammen fra forskellige perspektiver, og husk, at selvom børn og hunde kan være et fantastisk team, så kan det også være opskriften på en katastrofe, hvis ikke børnene lærer, hvordan de skal omgås hvalpen. Lad aldrig børn og hvalp være alene - for begges skyld.


Alt i alt

Jeg synes faktisk, at alle børn som udgangspunkt fortjener at have en hund eller et andet dyr omkring sig, mens de vokser op. Børn lærer meget omkring sjælero og kærlighed, når de har med et dyr at gøre, og det er sundt. Men børn skal kun have dyr omkring sig, hvis du som voksen er klar til at lærer børnene, hvilken gave det er, og derfor passer på dem - og det er der bestemt også en vigtig livslektie i. Så sørg for, at dit barn, eller de børn, der i øvrigt kommer i kontakt med din hvalp, forstår hvordan de skal være sammen med hvalpen, så de begge får det bedste ud af tiden sammen.

Complete and Continue  
Discussion

0 comments