Gør din hund dygtig ved at forstå, hvordan den lærer bedst

Når en hund vokser op ved vi, at nogle perioder er mere udfordrende end andre. Det er de rammer, du arbejder indenfor, når du arbejder med en hund og en hvalp. Men for at du får fyldt de rammer ud, med netop det, du ønsker af samarbejde med din hund, så er det smart, at du ved, hvordan din hvalp lærer. Det vil gi’ dig en indsigt i hvorfor din hvalp reagerer, som den gør, både i træningssituationer og i det daglige og på den måde vil du kunne tilpasse din adfærd, så din hvalp og du får det bedste teamwork - Altid!


Sådan lærer hvalpen fra naturens hånd

Hvalpe er sådan indrettet, at de lærer ved at prøve sig frem. Som de bli’r ældre, trækker de på deres erfaring, ganske lige som vi, men som helt unge får de allermest læring simpelthen ved at prøve sig frem. De ser naturligvis også på andre hunde, og til dels også på os mennesker, hvis ikke der er andre hunde at abe efter. Men det er sekundært. Deres første og største læring sker ved at de prøver sig frem og det, der virker, det gør de mere af. Det, der ikke virker, det stopper de med. Og når jeg siger virker, så handler det altså om, at de får et udbytte ud af adfærden. Og det behøver ikke at have noget med os at gøre, fx graver mange hunde i plænen - ikke for at irriterer deres ejer, men fordi det bare lugter så godt og er så dejligt. 


Så en belønning er altså noget, der er skønt for din hvalp. Det behøver som sagt ikke at ha’ noget med dig at gøre, men det vil da være smart, hvis du kan være omdrejningspunktet for alt skønt for din hvalp! Former for belønning fra dig vil typisk være ros med glad og lys stemme, godbidder, leg (gerne med dig), men det kan også være at hvalpen får lov til noget, som fx at komme op i sofaen eller med i bilen. Alt, som hvalpen synes er fantastisk, kan bruges som belønning.


Positiv træning

Træning baseret på positive metoder benytter sig af den viden, for positiv træning betyder i bund og grund, at vi “fanger” hvalpen i at gøre den adfærd, som vi ønsker. Lige når hvalpen gør “det rigtige” (i vores øjne) sørger vi for, at hvalpen får en belønning. Et godt eksempel er sit. Hvalpen vimser rundt og kan lugte noget lækkert oppe i din hånd. Den sætter sig for at kunne se op på dig og vupti, du får et sit! Det belønner du med det samme ved at give den lækre godbid. Og nu har hvalpen fundet en adfærd, der virker, og hvalpen vil gentage denne adfærd hver gang, den tror, at den får noget ud af det. 


Belønningen skal falde præcis, når hvalpen gør det, du ønsker. Hvis hvalpen når at rejse sig fra sittet og du belønner, mens den står op, ja så belønner du hvalpen for at stå. Præcision i træning er afgørende og du får altså mere af den adfærd, du reelt belønner for - og ikke det, du TROR, du belønner for. 


For bedre at kunne fange den rigtige adfærd lige når den sker, så bruger mange en bestemt lyd, der betyder, at det hvalpen gør, giver en belønning lige om lidt. Nogle bruger en klikker, andre blot et bestemt ord. Det er vigtigt, at det er samme ord hver gang. Jeg bruger selv dygtig, men det kan være godt at vælge et ord, der ellers ikke er i dit ordforråd. Som fx GOOD eller YES. 


Brug gerne bløde godbidder, når du træner, så hvalpen hurtigt er klar igen og ikke skal bruge tid på at tygge sig igennem en hård kiks. Dels vil du gerne hold momentum i træningen, så hvalpen synes, det er sjovt, dels har du ikke så lang tid. Du skal nemlig altid træne i korte sekvenser og selvom du skal holde pause i træningen, så skal det være, når du synes og ikke fordi din hvalp skal tygge færdigt. Pauser i træningen gør, at din hvalp nemmere lærer, for en hvalp lærer bedst det første og det sidste af en sekvens. Pauser i træningen vil altså gi’ en masse korte træningspas, og sørger du så også for at lege med hvalpen i pausen, vil glæden smitte af på resten af træningen, og dermed få din hvalp til at forbinde kommandoer og træning med leg og glæde. Træn derfor korte sekvenser, 10-15 minutter (Kortere med helt små hvalpe) og hold masser af små legepauser ind imellem. Træn minimum 3-4 gange i løbet af dagen, og slut altid, mens det endnu går godt.


Men hvad hvis hvalpen gør noget, vi ikke vil ha’?

Betyder det, at vi aldrig siger fra? Nej, det gør det ikke. Hvalpen har brug for rammer og for at vide, hvad den må og ikke må. Men en hvalp skælder man ikke ud. Hvis den gør noget forkert, så afleder du den og så sørger du for, at den ikke kan lave den fejl igen. Eksemplet kunne være, at hvalpen har fået fat i tapetet på hjørnet i stuen, og nu synes den, at det er sjovt at gnave i. Vi stopper det ved at få hvalpen til at lege med noget andet, og så sørger vi for, at den ikke kan komme til tapetet igen. Vi kan enten kontrollere omgivelserne, dvs sætte et gitter op for hjørnet eller vi kan kontrollere hvalpen, dvs sætter hvalpen i et andet rum eller holder den i snor. Og efterfølgende handler det om at lære hvalpen en anden adfærd, som den kan få ros for. I dette tilfælde kunne det være at købe et legetøj, hvor hvalpen skal ruske eller måske skal finde ud af at finde en godbid, der er gemt - noget, der beskæftiger både fysik og hjerne. Det er altid nemmere at lære en hvalp noget, den godt må, i stedet for at lære den at stoppe med noget. 


Det vigtigste at huske er, at i indlæring af hvalpen, dvs indtil hvalpen 110% sikkert forstår, hvad vi ønsker den skal i den situation, den er i, bruges aldrig skæld ud eller anden straf.


Mine kursister spørg mig somme tider, om jeg slet ikke bruger NEJ. Og det gør jeg, men jeg gemmer NEJ til virkeligt alvorlige situationer, hvor der er noget stort på spil, som fx hvis de er på vej ud på vejen. Og så virker det, og det er fordi tonelejet i min stemme og mit kropssprog samtidig “skriger” til min hvalp, at det her er alvor. Så i virkeligheden er det ikke ordet i sig selv, der er vigtigt, men al den anden kommunikation, der også sker. Mere om det i kapitlet om kommunikation i dette modul.  



Hvad så når hvalpen er “udlært”?

Først og fremmest er det vigtigt at sige, at hvalpen ikke bliver udlært sådan lige. Selv når en hvalp ved, hvad en kommando betyder i en given situation, kan hvalpen ikke automatisk overføre til en ny kontekst fx hvis I går ind i et andet rum, hvis der pludselig er tilskuere til jeres træning, eller hvis der på anden vis er forstyrrelser. Så for at din hund er udlært, så skal du ha’ lært den at gøre det, du beder om i mange forskellige situationer, med mange forskellige forstyrrelser og på mange forskellige tidspunkter. Alt det her lærer du på et lydighedskursus. 


Men selv når den unge hund er udlært, og især i hvalpens teenageperiode, kan du opleve, at hunden alligevel ikke gør det, du ønsker. Der er ALDRIG grund til at slå, ruske, hive voldsomt i snoren mv - det har intet som helst med træning af en hund at gøre, men er kategorien mishandling!

Der er stadig heller ingen grund til at skælde ud. Men du må godt være utilfreds i stemme og kropsføring, dvs lav stemme og så få ord som overhovedet muligt, bortvendt krop og surt ansigt. Hunden opfatter meget mere af vores kropssprog end du forestiller dig, - det lærer du meget mere om i kapitlet om kommunikation senere i dette modul. I stedet for at hidse dig op, skal du bevarer roen og blive i øvelsen indtil hunden har gjort det, du ønsker. Undgå, ved at holde i snoren, at hunden kan lave andet. Når hunden, måske tøvende laver det, du bad om, så skifter du til at være neutral og lav straks derefter en ny øvelse, som du ved, at hunden kan lykkes i. Skift så til glad og ros og beløn. Det er vigtigt, at du i hundetræning aldrig lader dine følelser løbe afsted med dig - medmindre det er lykkefølelser :)


Især når hvalpen er i teenagealderen skal du være mere end almindeligt overbærende. Du skal altid være konsekvent i din træning, men ganske som hos teenage mennesker, så er det rigtigt svært for en teenagehund altid at gøre det rigtige. Hav forståelse for det, vær venlig og tålmodig, så får du en skøn voksen ud af det efterfølgende - uanset om vi taler om mennesker eller hunde.


Negativ træning

Kan man ikke lære hvalpen noget ved negativ træning, dvs ved at påfører hvalpen ubehag, når den gør noget, vi ikke ønsker. Jo. Det kan du i teorien godt. Men risikoen er kæmpe stor. Dels får du en hvalp, der prøver sig mindre og mindre frem, hvis den ofte oplever at blive straffet, og du risikere at ende op med en hund, der er passiv, bange for at gøre noget i frygt for at blive straffen og derfor generelt ulykkelig. Ser den lydig ud? Ja. Har hvalpen tillid til sin ejer, er den vild med at arbejde for ejeren, og er den generelt glad og godt tilpas? Nej.


Alt i alt

Der er heldigvis sket rigtigt meget i de seneste år, både i forhold til hvordan vi både tænker på, og hvordan vi er sammen med vores hund. Det betyder bl.a at positiv træning er blevet det absolut mest anvendte, når vi taler om træning, og det er godt - både for os og for hunden. Som du nu ved, så betyder det nemlig, at vi benytter metoder, der passer ind i hundens og hvalpens naturlige måde at lære på, og derved opnår vi hurtigere og bedre resultater samtidig med at vi får en tillidsfuld hund, der er tryg ved os. Det gør også hunden mere kreativ og klar til at forsøge sig frem, alt sammen for at gøre os glade. Det er en fantastisk måde at være sammen med sin hund på, og det er også den tilgang, der vil gå igen i dette kursus, ligesom det også er det, mine egne hunde trænes efter - og i øvrigt også det, mine øvrige kurser om fx lydighedstræning er bygget op omkring. Fordi det er det, der virker bedst!



Complete and Continue  
Discussion

2 comments